leifvilhelmpetersen

Måske ku man?

I forbindelse med børne-billedudstillingen “…Med øjne så store som” i Rundetårn i 1989, spurgte jeg Klaus Rifbjerg, om han ville skrive til udstillingskataloget.
Det gjorde han gerne – og uden honorar.

Måske ku man?

   Jeg kan ikke tegne, men ku engang. Det var lidt af en åbenbaring. Som alle drenge, der gik i skole i slutningen af trediverne og begyndelsen af fyrrerne ( i underskolen altså ) var det naturligt at fylde papir med flyvemaskiner og u-både og bomber og granater, det lå i tiden. Engang imellem blev det vel også til et hus med røg op af skorstenen eller et flag på en flagstang. Men det var først, da vi fik undervisning, d.v.s. rigtig undervisning, at der kom form og fart på tegneriet.

Læreren, som jeg havde på Højdevangen, blev vist senere kendt og agtet som en stor mand i faget, så det er måske ikke så underligt, at der kom fart på. Men hans metode var i og for sig enkel. Han kom med en æske farvestifter og sagde: Tegn! Tegn hvad I har lyst til på et stort stykke papir, så hænger vi det op bagefter. Men der er en betingelse, der skal farve på, masser af farve, så I skal ikke spare på kridtet !”
Så enkelt som det lyder, har det nok ikke været. Men entusiasmen var der ingen tvivl om, og resultaterne heller ikke. De var farvestrålende, fede og uforfærdede. De forestillede jungler og tigre og sorte mænd og kvinder, papegøjer og blå laguner. Der var tryk på og vi stirrede forundret og betaget på “udstillingen”. Var det virkelig os, der havde lavet alt det og haft det sjovt samtidig ?

Senere gik det tilbage. Jeg kom på en anden skole, en akademisk, gammeldags en. Den havde sine store fordele, men tegneriet gik det ikke godt. Der sad jeg med min fine blyant og lavede slagskygger og prøvede på at få en lerkrukke til at ligne en lerkrukke. Den lignede en natpotte i havsnød. Jeg prøvede også med klodser og figuropstillinger. Det blev rent kaos – og karaktererne derefter. Dermed var det slut.

Gennem hele min gymnasietid beundrede jeg en klassekammerat, der kunne tegne huse, så det lignede. På en prik. Og en anden, der skrev digte med rim og faste fødder og uden slinger i geleddet. Jeg var misundelig og frustreret. Tegner blev jeg aldrig, men ellers har jeg været i stand til at sprænge seletøjet.

Lad nu ingen misforstå mig: Jeg tror, det er vigtigt at lære at tegne så det ligner. Men jeg tror, måden man lærer det på, er altafgørende. Naturligvis er der talentet til forskel, men er lysten kvalt fra starten p.gr. af mislykket eller misforstået pædagogik er spillet tabt.

Måske man en dag sku lære at tegne ?

 

Der er lukket for kommentarer.